4 august 2018
Udvikling i Danmarks diplomati
Af: Karsten Riise


I Altinget 1 august 2018 ”revser” prof. Marcussen fra Københavns Universitet dansk diplomatisk repræsentation, herunder dets fokus på ”økonomisk diplomati”. Spørgsmålet er, hvor velfunderet professorens kritik er, når man analyserer sagen lidt dybere.

Vi bør starte med at erindre, at et lands diplomatiske status reflekterer landets status i almenhed – det er altså ikke alene et spørgsmål om hvor ”godt” landet er repræsenteret via ambassader. Når Danmarks diplomatiske betydning formentlig er faldet markant fra 1965 til i dag, så er det jo fordi verden ser fuldstændig anderledes ud nu, over et halv århundrede senere. Vi skal også erindre, at udviklingen i prioriteringen mellem ”traditionel” diplomati og ”økonomisk diplomati”, som prof. Marcussen stiller spørgsmålstegn ved, ligeledes skal ses i sammenhæng med de dybe forandringer i verden siden 1965.

Grundlæggende forskydninger i verdensøkonomien
IMF har kun tal tilbage fra 1980 - så lad os sammenligne året 1980 (i stedet for 1965) med 2017.

I 1980 -havde Danmark iflg. IMF den 25. største økonomi i verden. Bortset fra Japan (2. plads) og Kina (7. plads), så var der i 1980 ingen væsentlige økonomier i Asien på top-10. I 1980 var Danmark nr. 25 på verdens-ranglisten over økonomier – og fordi (Vesteuropa som Danmark var del af) var verdens ”centrale politiske teater-scene, så var Danmarks diplomatiske betydning naturligvis højere i 1980 end i  dag.

I 2017 er Danmark er på verdens-ranglisten over økonomier faldet fra en 25.-plads (1980) til kun en 36.-plads (2017). Danmarks fremtidige vækst er lav i forhold til de økonomier (Singapore, Malaysia, Philippinerne osv), som i størrelse ligger lige under Danmark, så det næste par årtier vil Danmark knap nok være blandt de 40-50 vigtigste økonomier i verden. Diplomatisk indretter alle lande ikke kun deres opmærksomhed på hvilke lande der anses som ”vigtige” i dag, men også på de lande, der hastigt er på vej op i betydning – og Danmark udmærker sig IKKE ved at være på vej op i global betydning, tværtimod.

Asien med Kina-Japan-Indien har nu tre placeringer på top 10 – men vigtigt er også, at Kina snart overhaler USA som nr. 1, at S.Korea er nr.11 og snart kan overtage Canada på 10.-pladsen, at Indonesien er nr. 16 og i høj vækst, Taiwan (del af Kina) er nr. 22 og Singapore nr. 37 som central politisk aktør i ASEAN er hastigt ved at overhale Danmark (Singapore har endda samme indbyggertal, ca. 5 mio.). 

Kigger vi hen over hele listen, så er verdens-økonomien meget bredere geografisk fordelt i dag, end i 1980 (eller 1965, for dén sags skyld). Det er svært at udpege kun nogle få lande som centrale – langt flere lande er ”betydningsfulde” i dag, end ved prof. Marcussens udgangspunkt for et halvt århundrede siden.

Globalt politisk scene-skift

I 1965 op til 1990 Danmark var en del af et ”Vesteuropa”, som i kraft af den hidtidige konflikt med Sovjetunionen (den Kolde Krig) var verdens nok mest centrale politiske scene (øst-vest). EU og NATO har siden 1980 fuldstændig ”overtaget” hele det gamle ”Østeuropa” og dagens ”konflikt” med Rusland (Ukraine, Krim, Baltikum osv) er om ikke uvigtig, så opblæst. Politisk er Europa – og dermed Danmark - i dag kun et ”side-show”

Den reelle hoved-scene i verdenspolitik er nu Asien – hvor Danmark som bekendt ikke ligger. Ikke kun Kina, men også lande som Japan, Korea, Indonesien, Malaysia, Vietnam, Philippinerne, Indien, Pakistan– selv Bangladesh og Sri Lanka er hastigt på vej op. Hele ASEAN gruppen af syd-østasiatiske lande med Indonesien, Malaysia, Singapore, Vietnam og Philippinerne oplever en fantastisk opprioritering i verdenspolitikken.

Lande udenfor EU, såsom Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi Arabien, har også fået nye stærke nøgleroller. Udenfor EU vokser Afrika også i betydning, både økonomisk og politisk via styrkelse af den Afrikanske Union – samt naturligvis i forhold til migration, og i konkurrence mellem Vesten og Kina samt Indien om råvarer. Det giver helt nye nøgleroller til Sydafrika og Nigeria – men også til Marokko, Egypten, Etiopien, samt Côte d’Ivoire, Ghana, Kenya, Tanzania – og for eksempel det lille Djibouti.


USA har ikke samme magt som før

USA prioriterede ofte sine europæiske allierede – det udnyttede Danmark diplomatisk ved at lægge sig tæt op ad USA. Magt er relativt. USA's er stadig en stor militær-magt, men økonomisk er USA ikke længere større end EU, og USA er ved blive overhalet af Kina, som desuden militært presser USA i Øst-Asien.

Danmarks globale diplomatiske betydning har i høj grad været afhængig af rollen som ”heppe-kor” for USA. Prof. Marcussen har i sin egen meget udmærkede bog ”Diplomati – Portræt af den moderne Udenrigstjeneste” (800 sider, 2016) brugt udtrykket, at Danmark i diplomatiet var en ”pilot-fisk”, som er sådan en lille fisk, der (uden nærmere omtanke?) følger en stor fisk, og som lever af de rester, som den store fisk (USA) levner undervejs. Når USA’s globale magt bliver mindre – så falder Danmarks globale diplomatiske betydning også.

Danmark har ikke mentalt formået at skifte sin globale rolle som ”pilot-fisk” for USA ud med en ny mere meningsfuld global sammenhæng. Hvis Danmarks diplomatiske position er faldende sammen med USA (efter Bush II og Trump), så er det sandelig på tide, at Danmark skifter kuirs og satser på EU’s hurtigt voksende udenrigs- og sikkerhedspolitik – sammen med nabo-venner, ikke kun Tyskland, men også katolske venner i Frankrig, Italien, Spanien og Polen. Og en anelse mindre på UK, nu efter Brexit.


Måle-problemer med ”diplomatisk verdensrangliste”

Den ”globale hakkeorden”, som prof. Marcussen henviser til som teknisk ”bevis” på, at Danmark skulle være faldet i diplomatisk status, (jf. Altinget 1 august 2018), står ikke til troende. Det er da ganske muligt, at Danmark er faldet voldsomt i diplomatisk status, men det er ikke noget, som listen over ”hakkeorden” hverken beviser eller modbeviser – for prof. Marcussens liste fremstår intetsigende.

For hvad er det OVERHOVEDET (om noget), som listen over ”global hakkeorden” påstår at måle?

Det er set så tit, at professorer og videnskabsfolk laver ”målinger” som skal bevise ”sandheden” om ditten og datten. Feks. om, at Danmark skulle være ”lykkeligere” end alle andre lande. Når man så går ned i hvad sådan den fine videnskab måler, så fordufter ”sandheden”, når man ikke sjældent afdækker, at den videnskabelige ”sandhed” ofte blot dækker over et sammensurium af data vægtet efter forskernes personlige smagsmæssige eller politiske præferencer – feks. at individuel ”lykke” automatisk altid skulle øges med lavere indkomstforskelle i omgivende samfund. At listen er lavet af et ”institut” er ingen garanti for kvalitet.

Når lille Sverige med 10 mio indbyggere således i prof. Marcussens statistik i 1975-årets ”måling” skulle ligge over USA i ”verdens diplomatiske hakkeorden” (og Danmark kun én plads under USA), så er der simpelthen noget totalt ragende galt med listens måling af global hakkeorden. Prof. Marcussen har altså et videnskabeligt forklaringsproblem – og derved falder det målemæssige udgangspunkt for hele hans kritik af dansk diplomati til jorden.


Forkert at Sverige diplomatisk generelt prioriteres over Danmark

Inden vi sammenligner, skal vi lige erindre, at Sverige har dobbelt så mange indbyggere og dobbelt så stor økonomisk vægt, som Danmark – og at Sverige på industri, international musik (pop) og delvist på moderne IT i mange internationale politikeres bevidsthed har positioneret sig som det førende land i Norden. Dét er grundlæggende ”spil-fordele”, som verdens diplomatiske korps ikke fuldstændig kan negligere. Alt andet lige, burde Sverige altså være DET land i Norden, som verden fokuserer på – men sådan er det ikke bare.

Det er simpelthen ukorrekt, når prof. Marcussen fremfører, at Sverige ”typisk” er det land, der af andre lande diplomatisk vælges som det centrale land i Skandinavien. En gennemgang af listen over udenlandske ambassader i København viser, at et ikke ubetydeligt antal lande faktisk har valgt at centralisere deres fælles-nordiske diplomatiske repræsentation i København – og ikke i Stockholm. Kastrup Lufthavn er foran Stockholm-Arlanda én af de vigtigste forbindelses-lufthavne i Europa – og med Øresundsregionen, som jeg selv som Økonomi-direktør for Mercedes-Benz Danmark-Sverige var dybt involveret i, har mange virksomheder valgt København som deres centrale knudepunkt i Norden/Baltikum.

At Sverige fører en højtråbende ”værdi-profil” tæller ikke ubetinget til Sveriges fordel. For eksempel, når tidl. Soc.dem. formand Mona Sahlin i sin tid arrogant udråbte Sverige til en ”moralsk supermagt” – hvorefter hun selv i en skandale faldt pladask på det ”moralske gulvtæppe” ved at misbruge sit statslige kreditkort. Moral og dobbeltmoral.

Økonomisk diplomati – ny nødvendighed siden 1965

Økonomisk diplomati er ikke kun et spørgsmål om at lefle for egne virksomheds-interesser.

Verdens-konkurrencen er i dag langt-langt skarpere end den var i 1965. Stærke konkurrenter er opstået indenfor EU i Østeuropa, og udenfor EU ikke kun i Asien, men faktisk også i samtlige andre verdensdele, inklusive feks. Latinamerika, og de næste tiår også i Afrika. Nu ser vi så også, hvordan handel hurtigt kan blive til handels-konflikt. Diplomatiet har i dag en langt større betydning på økonomisk succes, end tidligere. Og økonomisk succes smitter tilbage på diplomatiet. Samtidig er sikkerheds-aspekterne, som jo i den Kolde Krig var en top-agenda, jo trods ”terror” og ”migration” ikke nær så akutte, som under den Kolde Krig, hvor atom-missiler kunne lande i baghaven på få minutter. Krig er heldigvis ofte afløst af økonomisk konkurrence.


Forældet diplomatisk model – brug EU !

Antallet af lande i verdens er vokset eksplosivt siden 1965, dét år, som er prof. Marcussens udgangspunkt. Bortset fra ét land (Ghana) var ingen af de knap 50 lande i Afrika selvstændige før 1960. Antallet af lande i Europa/Eurasien er også eksploderet efter Sovjetunionens opløsning.

Der er noget grundlæggende absurd i, hvis verdens knap 200 lande (195 lande, mere præcist) med den gamle model alle hver især (principielt) skal have deres egen ambassade alle verdens øvrige knap 200 andre lande. Det er 200x200 = 40.000 ambassader! Det er jo helt galt. Selv Danmark har ikke råd til dette – og mange lande med langt færre ressourcer til diplomati end Danmark har slet ikke råd til det.

Det er bestemt heller ikke uproblematisk, at Danmark i forvejen bruger (spilder?) så mange millioner på diplomatisk ambassade-repræsentation i de øvrige EU-lande, når EU-landene dagligt har fælles mulighed for at mødes allesammen i Bruxelles. Derfor er prof. Marcussens kritik af diplomatiets ”manglende ressourcer” ikke uproblematisk som ”løsningsmodel” set i forhold til, hvordan verden simpelthen ser ud i dag. Danmark (og EU) må finde nye veje i diplomatiet.

For EU-lande som Danmark må konsekvensen være på sigt ikke at udbygge et absurd antal ambassader, men at styrke EU’s interne og eksterne fælles diplomati. Det betyder at flere diplomatiske kontakter mellem EU-landene ikke bør ske via de dyre ambassader i alle Europa-hovedstæderne, men i Bruxelles. Udenfor EU, bør Danmarks og EU-landenes internationale diplomati styrkes via EU’s såkaldte External Action Service, som er EU’s fælles ambassader. Her kan danske diplomater så arbejde i fælles EU-ambassader – med adgang til dén ekspertise, som andre EU lande har omkring værtslandet.

EU må endnu stærkere på FÆLLES vis stå for EU-landenes diplomati – herunder også Danmarks.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT