4 august 2018
Udvikling i Danmarks diplomati
Af: Karsten Riise


I Altinget 1 august 2018 ”revser” prof. Marcussen fra Københavns Universitet dansk diplomatisk repræsentation, herunder dets fokus på ”økonomisk diplomati”. Spørgsmålet er, hvor velfunderet professorens kritik er, når man analyserer sagen lidt dybere.

Vi bør starte med at erindre, at et lands diplomatiske status reflekterer landets status i almenhed – det er altså ikke alene et spørgsmål om hvor ”godt” landet er repræsenteret via ambassader. Når Danmarks diplomatiske betydning formentlig er faldet markant fra 1965 til i dag, så er det jo fordi verden ser fuldstændig anderledes ud nu, over et halv århundrede senere. Vi skal også erindre, at udviklingen i prioriteringen mellem ”traditionel” diplomati og ”økonomisk diplomati”, som prof. Marcussen stiller spørgsmålstegn ved, ligeledes skal ses i sammenhæng med de dybe forandringer i verden siden 1965.

Grundlæggende forskydninger i verdensøkonomien
IMF har kun tal tilbage fra 1980 - så lad os sammenligne året 1980 (i stedet for 1965) med 2017.

I 1980 -havde Danmark iflg. IMF den 25. største økonomi i verden. Bortset fra Japan (2. plads) og Kina (7. plads), så var der i 1980 ingen væsentlige økonomier i Asien på top-10. I 1980 var Danmark nr. 25 på verdens-ranglisten over økonomier – og fordi (Vesteuropa som Danmark var del af) var verdens ”centrale politiske teater-scene, så var Danmarks diplomatiske betydning naturligvis højere i 1980 end i  dag.

I 2017 er Danmark er på verdens-ranglisten over økonomier faldet fra en 25.-plads (1980) til kun en 36.-plads (2017). Danmarks fremtidige vækst er lav i forhold til de økonomier (Singapore, Malaysia, Philippinerne osv), som i størrelse ligger lige under Danmark, så det næste par årtier vil Danmark knap nok være blandt de 40-50 vigtigste økonomier i verden. Diplomatisk indretter alle lande ikke kun deres opmærksomhed på hvilke lande der anses som ”vigtige” i dag, men også på de lande, der hastigt er på vej op i betydning – og Danmark udmærker sig IKKE ved at være på vej op i global betydning, tværtimod.

Asien med Kina-Japan-Indien har nu tre placeringer på top 10 – men vigtigt er også, at Kina snart overhaler USA som nr. 1, at S.Korea er nr.11 og snart kan overtage Canada på 10.-pladsen, at Indonesien er nr. 16 og i høj vækst, Taiwan (del af Kina) er nr. 22 og Singapore nr. 37 som central politisk aktør i ASEAN er hastigt ved at overhale Danmark (Singapore har endda samme indbyggertal, ca. 5 mio.). 

Kigger vi hen over hele listen, så er verdens-økonomien meget bredere geografisk fordelt i dag, end i 1980 (eller 1965, for dén sags skyld). Det er svært at udpege kun nogle få lande som centrale – langt flere lande er ”betydningsfulde” i dag, end ved prof. Marcussens udgangspunkt for et halvt århundrede siden.

Globalt politisk scene-skift

I 1965 op til 1990 Danmark var en del af et ”Vesteuropa”, som i kraft af den hidtidige konflikt med Sovjetunionen (den Kolde Krig) var verdens nok mest centrale politiske scene (øst-vest). EU og NATO har siden 1980 fuldstændig ”overtaget” hele det gamle ”Østeuropa” og dagens ”konflikt” med Rusland (Ukraine, Krim, Baltikum osv) er om ikke uvigtig, så opblæst. Politisk er Europa – og dermed Danmark - i dag kun et ”side-show”

Den reelle hoved-scene i verdenspolitik er nu Asien – hvor Danmark som bekendt ikke ligger. Ikke kun Kina, men også lande som Japan, Korea, Indonesien, Malaysia, Vietnam, Philippinerne, Indien, Pakistan– selv Bangladesh og Sri Lanka er hastigt på vej op. Hele ASEAN gruppen af syd-østasiatiske lande med Indonesien, Malaysia, Singapore, Vietnam og Philippinerne oplever en fantastisk opprioritering i verdenspolitikken.

Lande udenfor EU, såsom Rusland, Tyrkiet, Iran og Saudi Arabien, har også fået nye stærke nøgleroller. Udenfor EU vokser Afrika også i betydning, både økonomisk og politisk via styrkelse af den Afrikanske Union – samt naturligvis i forhold til migration, og i konkurrence mellem Vesten og Kina samt Indien om råvarer. Det giver helt nye nøgleroller til Sydafrika og Nigeria – men også til Marokko, Egypten, Etiopien, samt Côte d’Ivoire, Ghana, Kenya, Tanzania – og for eksempel det lille Djibouti.


USA har ikke samme magt som før

USA prioriterede ofte sine europæiske allierede – det udnyttede Danmark diplomatisk ved at lægge sig tæt op ad USA. Magt er relativt. USA's er stadig en stor militær-magt, men økonomisk er USA ikke længere større end EU, og USA er ved blive overhalet af Kina, som desuden militært presser USA i Øst-Asien.

Danmarks globale diplomatiske betydning har i høj grad været afhængig af rollen som ”heppe-kor” for USA. Prof. Marcussen har i sin egen meget udmærkede bog ”Diplomati – Portræt af den moderne Udenrigstjeneste” (800 sider, 2016) brugt udtrykket, at Danmark i diplomatiet var en ”pilot-fisk”, som er sådan en lille fisk, der (uden nærmere omtanke?) følger en stor fisk, og som lever af de rester, som den store fisk (USA) levner undervejs. Når USA’s globale magt bliver mindre – så falder Danmarks globale diplomatiske betydning også.

Danmark har ikke mentalt formået at skifte sin globale rolle som ”pilot-fisk” for USA ud med en ny mere meningsfuld global sammenhæng. Hvis Danmarks diplomatiske position er faldende sammen med USA (efter Bush II og Trump), så er det sandelig på tide, at Danmark skifter kuirs og satser på EU’s hurtigt voksende udenrigs- og sikkerhedspolitik – sammen med nabo-venner, ikke kun Tyskland, men også katolske venner i Frankrig, Italien, Spanien og Polen. Og en anelse mindre på UK, nu efter Brexit.


Måle-problemer med ”diplomatisk verdensrangliste”

Den ”globale hakkeorden”, som prof. Marcussen henviser til som teknisk ”bevis” på, at Danmark skulle være faldet i diplomatisk status, (jf. Altinget 1 august 2018), står ikke til troende. Det er da ganske muligt, at Danmark er faldet voldsomt i diplomatisk status, men det er ikke noget, som listen over ”hakkeorden” hverken beviser eller modbeviser – for prof. Marcussens liste fremstår intetsigende.

For hvad er det OVERHOVEDET (om noget), som listen over ”global hakkeorden” påstår at måle?

Det er set så tit, at professorer og videnskabsfolk laver ”målinger” som skal bevise ”sandheden” om ditten og datten. Feks. om, at Danmark skulle være ”lykkeligere” end alle andre lande. Når man så går ned i hvad sådan den fine videnskab måler, så fordufter ”sandheden”, når man ikke sjældent afdækker, at den videnskabelige ”sandhed” ofte blot dækker over et sammensurium af data vægtet efter forskernes personlige smagsmæssige eller politiske præferencer – feks. at individuel ”lykke” automatisk altid skulle øges med lavere indkomstforskelle i omgivende samfund. At listen er lavet af et ”institut” er ingen garanti for kvalitet.

Når lille Sverige med 10 mio indbyggere således i prof. Marcussens statistik i 1975-årets ”måling” skulle ligge over USA i ”verdens diplomatiske hakkeorden” (og Danmark kun én plads under USA), så er der simpelthen noget totalt ragende galt med listens måling af global hakkeorden. Prof. Marcussen har altså et videnskabeligt forklaringsproblem – og derved falder det målemæssige udgangspunkt for hele hans kritik af dansk diplomati til jorden.


Forkert at Sverige diplomatisk generelt prioriteres over Danmark

Inden vi sammenligner, skal vi lige erindre, at Sverige har dobbelt så mange indbyggere og dobbelt så stor økonomisk vægt, som Danmark – og at Sverige på industri, international musik (pop) og delvist på moderne IT i mange internationale politikeres bevidsthed har positioneret sig som det førende land i Norden. Dét er grundlæggende ”spil-fordele”, som verdens diplomatiske korps ikke fuldstændig kan negligere. Alt andet lige, burde Sverige altså være DET land i Norden, som verden fokuserer på – men sådan er det ikke bare.

Det er simpelthen ukorrekt, når prof. Marcussen fremfører, at Sverige ”typisk” er det land, der af andre lande diplomatisk vælges som det centrale land i Skandinavien. En gennemgang af listen over udenlandske ambassader i København viser, at et ikke ubetydeligt antal lande faktisk har valgt at centralisere deres fælles-nordiske diplomatiske repræsentation i København – og ikke i Stockholm. Kastrup Lufthavn er foran Stockholm-Arlanda én af de vigtigste forbindelses-lufthavne i Europa – og med Øresundsregionen, som jeg selv som Økonomi-direktør for Mercedes-Benz Danmark-Sverige var dybt involveret i, har mange virksomheder valgt København som deres centrale knudepunkt i Norden/Baltikum.

At Sverige fører en højtråbende ”værdi-profil” tæller ikke ubetinget til Sveriges fordel. For eksempel, når tidl. Soc.dem. formand Mona Sahlin i sin tid arrogant udråbte Sverige til en ”moralsk supermagt” – hvorefter hun selv i en skandale faldt pladask på det ”moralske gulvtæppe” ved at misbruge sit statslige kreditkort. Moral og dobbeltmoral.

Økonomisk diplomati – ny nødvendighed siden 1965

Økonomisk diplomati er ikke kun et spørgsmål om at lefle for egne virksomheds-interesser.

Verdens-konkurrencen er i dag langt-langt skarpere end den var i 1965. Stærke konkurrenter er opstået indenfor EU i Østeuropa, og udenfor EU ikke kun i Asien, men faktisk også i samtlige andre verdensdele, inklusive feks. Latinamerika, og de næste tiår også i Afrika. Nu ser vi så også, hvordan handel hurtigt kan blive til handels-konflikt. Diplomatiet har i dag en langt større betydning på økonomisk succes, end tidligere. Og økonomisk succes smitter tilbage på diplomatiet. Samtidig er sikkerheds-aspekterne, som jo i den Kolde Krig var en top-agenda, jo trods ”terror” og ”migration” ikke nær så akutte, som under den Kolde Krig, hvor atom-missiler kunne lande i baghaven på få minutter. Krig er heldigvis ofte afløst af økonomisk konkurrence.


Forældet diplomatisk model – brug EU !

Antallet af lande i verdens er vokset eksplosivt siden 1965, dét år, som er prof. Marcussens udgangspunkt. Bortset fra ét land (Ghana) var ingen af de knap 50 lande i Afrika selvstændige før 1960. Antallet af lande i Europa/Eurasien er også eksploderet efter Sovjetunionens opløsning.

Der er noget grundlæggende absurd i, hvis verdens knap 200 lande (195 lande, mere præcist) med den gamle model alle hver især (principielt) skal have deres egen ambassade alle verdens øvrige knap 200 andre lande. Det er 200x200 = 40.000 ambassader! Det er jo helt galt. Selv Danmark har ikke råd til dette – og mange lande med langt færre ressourcer til diplomati end Danmark har slet ikke råd til det.

Det er bestemt heller ikke uproblematisk, at Danmark i forvejen bruger (spilder?) så mange millioner på diplomatisk ambassade-repræsentation i de øvrige EU-lande, når EU-landene dagligt har fælles mulighed for at mødes allesammen i Bruxelles. Derfor er prof. Marcussens kritik af diplomatiets ”manglende ressourcer” ikke uproblematisk som ”løsningsmodel” set i forhold til, hvordan verden simpelthen ser ud i dag. Danmark (og EU) må finde nye veje i diplomatiet.

For EU-lande som Danmark må konsekvensen være på sigt ikke at udbygge et absurd antal ambassader, men at styrke EU’s interne og eksterne fælles diplomati. Det betyder at flere diplomatiske kontakter mellem EU-landene ikke bør ske via de dyre ambassader i alle Europa-hovedstæderne, men i Bruxelles. Udenfor EU, bør Danmarks og EU-landenes internationale diplomati styrkes via EU’s såkaldte External Action Service, som er EU’s fælles ambassader. Her kan danske diplomater så arbejde i fælles EU-ambassader – med adgang til dén ekspertise, som andre EU lande har omkring værtslandet.

EU må endnu stærkere på FÆLLES vis stå for EU-landenes diplomati – herunder også Danmarks.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

16 april 2018

Luft-impotens

Af: Karsten Riise


Luftangreb afslører vestlig impotens

Interessant at iagttage hvor lidt et kombineret massivt missil-angreb (100+ missiler, måske over 300 ammunitions-enheder) fra USA-UK-Frankrig udrettede i Syrien her i weekenden (14 april 2018). Både militært og politisk kom der intet ud af USA's missil angreb; det udstillede tværtimod vestlig impotens.

Det var en enorm indsats af deres top-moderne våben, som USA-UK-Frankrig angreb med.

https://edition.cnn.com/2018/04/14/politics/syria-airstrikes-weapons-used-intl/index.html

Kun skønsmæssigt 10 tomme og betydningsløse syriske bygninger (udfra CNN-billleder) ødelagde USA og dets danske venner med over 100 moderne missiler, på kun 3 lokationer. Hvert missil koster millioner af kroner, så USA med venner har sikkert brændt en milliard kroner af på denne mega-salvo, som dermed er både politisk og militært komplet selv-ydmygende for Vesten. De tomme truende ord fra USA bagefter, øger kun ligegyldigheden overfor USA. Syrien udstillede kort efter med en genial medie-streg Vestens impotens med en video, der viste præsident Assad slentre roligt ubekymret gennem en regeringsbygning.

https://edition.cnn.com/2018/04/14/middleeast/assad-unfazed-syria-strikes-intl/index.html
(nederst på web-page)

Rusland angiver via Sputnik News, at Syrien selv uden russisk bistand nedskød over 70 af vestens 100+ indkommende mest ”avancerede moderne” missiler (cirka præsident Trumps ord-beskrivelse). Syrisk video viser nedskydning af vestligt missil.

https://sputniknews.com/analysis/201804151063583839-syria-us-missile-strike/
https://edition.cnn.com/videos/world/2018/04/14/syria-us-airstrike-interception.cnn

Disse oplysninger om nedskydning af vestlige missiler er ikke imødegået af USA, og forekommer derfor både mulige og sandsynlige. Bundlinjen er under alle omstændigheder, at USA-UK-Frankrig selv med enorme kvantiteter af deres mest avancerede missiler lider en luft-militær fiasko.

Luft-angreb uden koordination på jorden med slagkraftige allierede landstyrker, sådan som flere amerikanske præsidenter inklusive Bill Clinton og Barack Obama refleksmæssigt har yndet det, er under alle omstændigheder næsten altid tom symbolpolitik og en militært svag kombination.


Vesten selv ”må gerne”

At Danmarks venner i USA og Europa bevidst i årevis leverede tonsvis af kemi-våben til deres håndlanger Saddams kemi-angreb på 10,000’er af Iranere og civile irakere, tales der ved Vestlige (inkl. danske politikere og mediers) moralske indignationer over kemi-våben i Syrien ikke højt om.

https://www.counterpunch.org/2018/04/13/chemical-weapons-hypocrisy/

Jeg boede i Tyskland, da det kom frem HVEM, der havde støttet Saddam med kemi-våben til sin blodige, ulovlige og uprovokerede angrebs-krig mod Iran. En krig hvor 1 million døde – langt flere end i Syrien. Adskillige tyske firmaer har været involveret i at levere ikke ”kun” råmaterialerne til kemiske våben, men derimod komplette giftvåben-anlæg.

Ingen kan tro på, at større tyske ingeniørvirksomheder med avanceret viden på militær kemi kan have leveret kemi-våben-fabrik til Saddam uden at CIA og dermed USA har vidst dette, og givet accept (eller ordre) på massiv brug af kemiske WDM i Irak. Det var dengang, da Saddam kunne bruges som Vestens håndlanger og ”ven”. En sådan ven af Vesten har Syriens præsident Assad jo aldrig været, dét er for USA præsident Assads største ”forbrydelse”. Så HAN skal iflg. Vesten overholde alle de ”internationale love” og menneskerettigheder, som Vesten og dets ”venner” ikke føler sig bundet af.

Vesten har jo altid siden kolonitiden haft den holdning, at aftaler og alliancer med andre etniske grupper kun binder de andre. ”Aftaler med indianere binder kun indianerne”. Selv kan Vesten arrangere sig på tværs af selv-modstridende dobbelt-aftaler om for eksempel Palæstina, hen over hovedet på både jøder og arabere, og bryde enhver anden aftale når som helst. Nedskydning af et civilt passager-fly er ikke en forbrydelse, når det er USA, der gør det, og de ombordværende endda er muslimer. Alle ikke-europæiske eller ikke-kristne ”venner” som Saddam eller Gaddafi kan når som helst erklæres for ”fjende”, dernæst som ”ven”, og senere som ”fjende” igen, når det bedre passer i Vestens spil.


Hvorfor gift?

Det mest interessante ifølge min analyse er, at præsident Assad og Rusland jo ikke havde behov for at bruge gas-våben på dette tidspunkt. Krigen i området Douma var vundet af Syriens regeringsstyrker. Kompetente amerikanske kilder (bla. Scott Ritter, tidl. USA-FN våbeninspektør) har flere gang rejst berettiget tvivl om, HVEM, der har brugt kemiske våben i Syrien ved hvilke lejligheder. Mange påstande om syriske kemi-angreb er kommet fra de såkaldt ”Hvide Hjelme”, som i vestlige medier kaldes for NGO’er selvom de er højst tvivlsomme parter. Militær-analytikere fra IHS Markit (forlaget bag Janes Defense review) har offentliggjort detaljeret kort over mange steder, hvor ISIS har brugt kemi-våben.

Men lad os nu antage, at det denne gang muligvis ikke var hverken ISIS eller dæk-styrker organiseret af USA, men derimod Syriens regering, der her havde foretaget et begrænset kemi-angreb. En human tragedie, men uden militær betydning, i en situation der allerede var vundet, og hvor ifølge nogle kilder ca. 30 mennesker omkom. Endda angiveligt på en måde (udsmidning af gift-tønder fra helikoptere), som kunne synes unødvendigt åbenlys.

Spørgsmålet opstår derfor i givet fald: HVORFOR skulle Syrien (antageligt med Russisk accept osv.) i så fald have gjort dette?

Vesten er dum og forudsigelig i sin politik. Nogle militære kommentatorer i Danmark har vist deres mangel på indsigt ved at udtale, at præsident Trump havde ”ødelagt” chancerne for succés ved det kommende luftangreb, ved at annoncere det i forvejen. Dansk vrøvl. Enhver vidste da, og især Syrien og Rusland, at et angreb som det i lørdags 14 april ville komme, for USA kan ikke finde ud af ret meget andet i dén slags situationer. Og USA havde rigelig tid og kapacitet til at identificere en lang række af militære mål, om fornødent. USA's angreb og dets fiasko i lørdags var begge dele fuldstændig 100% forudselige på forhånd for alle, undtagen for danske militær-analytikere.

Vi må tænke logisk: Den bedste forklaring, der logisk kan gives, kan kun tænkes at være, at Rusland-Syrien i givet fald ønskede at fremprovokere den automatiske, uintelligente, impotente og selv-afslørende reaktion som her i weekenden. Et tvangsmæssigt reaktionsmønster fra USA og Vesten.

Samme forklaringsmodel kan passe i forbindelse med et muligt (men heller ikke bevist) russisk kemi-angreb på en russisk dobbelt-agent i UK, der erkendt havde spioneret mod Rusland. Gift-angrebet i Storbritannien kan også sagtens tænkes at være en ”false-flag” aktion, dvs. organiseret af CIA og britiske MI5/MI6 på en måde, der skal kompromittere Rusland. Rusland selv siger, at hvis det havde været dem, så havde de lykkedes. Men hvis vi endnu en gang antager, at Rusland muligvis gjorde det, så vil jeg pege på, at Rusland dermed ønskede at efterlade en ”meddelelse”.

Jeg vil her fremhæve, at Vesten efter dette påståede (men muligvis forfalskede) russiske gift-angreb på britisk jord jo også ved dén lejlighed demonstrerede for os alle, at Vesten (med Danmark) ikke har nogen som helst pressions-midler tilbage overfor Rusland og de mange andre dele af verden, som nu i mindre grad  ønsker at følge Vesten. Vesten udviste nogle diplomater, Rusland gjorde derefter det samme. Den diplomatiske (fredelige) mulighed for dialog med Rusland blev nedbrudt af Vesten. Vestens impotens og mangel på vilje til dialog blev udstillet.

Hvis Rusland muligvis begik gift-angrebet i Storbritannien, så var det derfor mediemæssigt og politisk meget intelligent tænkt af Rusland. Bemærkes bør i øvrigt, at højforræderi og spionage af den type, for hvilket den russiske ex-spion formodes at være blevet angrebet, straffes med dødsstraf i mange lande, også i USA.


Danmarks hykleri om ”International Ret”

Vestens missil-angreb på Syrien med over 100 hypermoderne missiler var ikke kun virkningsløst – det var også en uprovokeret angrebskrig på et suverænt land, et brud på FN’s charter og ulovligt i henhold til international ret.

Danmark påberåbte i Taksøe-rapporten, at respekten for overholdelse af ”international ret” er én af Danmarks mest vitale ”interesser”. Men Danmarks realiteter er mere brogede.

Danmark kritiserer aldrig USA, når USA bryder ”international ret”. Tværtimod, så deltager Danmark gerne selv som de første i USA militær-aktioner, der er på kant med international ret. Et skelsættende punkt var her militær-aktionen i Libyen, hvor en ”no-fly-zone” vedtaget i FN’s sikkerhedsråd med accept fra Rusland og Kina, blev misbrugt og udvidet af USA-NATO-Danmark til en internationalt set ulovlig ”regime-change” aktion mod Gaddafi - med kaos og spredning af terrorisme i muslimske og afrikanske lande til følge. Noget, som Rusland og Kina blev chokeret over, og siden politisk-militært nu med god grund tager konsekvensen af.

I praksis har Danmark dybe koloniale træk i sin tankegang overfor andre dele af verden, i lighed med USA: Overholdelse af ”international ret” (herunder national suverænitet) gælder i Danmarks inderste moralske holdning kun ”de andre” – ikke for Danmark selv og Danmarks egne venner.

Rusland vinder – både militært, politisk og i manges øjne sikkert også moralsk – igen.


Karsten Riise
Partner & Editor

CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT

24 oktober 2017

Dansk forsvar behøver Strategisk koncept

Af: Karsten Riise

Forsvarets anskaffelser virker operativt drevet – Danmark behøver et strategisk koncept.

Global Strike-Force – et nyt koncept

En global Strike-Force er strategisk koncept. Det er en slagkraftig hær-enhed, som kan indsættes overalt i verden på kort tid. På få dage eller uger (ikke måneder) skal den kunne være hvor som helst på jorden, og i fuld sving. Enheden skal være stærk og mobil i en konflikt, til hurtigt at forme udviklingen. USA har det, og Europa er på vej. EU’s territorial-forsvar ønsker det. Det behøves til stabiliseringsindsatser, og til FN missioner.

Efter krigen anskaffede Danmark (som andre) to klassiske brigader: Tung kampvognsbrigade og let infanteribrigade (lille Danmark nøjedes med bataljoner, indenfor én brigade). Men kampvogne er vanskelige at transportere over lange afstande, hvor de kræver dybtgående skibe, special-lastbiler eller togvogne. Kampvogns-formationer skal helst i forvejen være dér, hvor krigen kommer, ellers kommer de nemt for sent (også i Baltikum!). Kampvogne har problemer med operativ logistik, når de rykker langt frem. Kampvogne sluger brændstof og reservedele, bælterne slides på asfalt og ødelægger veje. Infanteri var hurtigt at sende afsted, men selv i pansrede mandskabsvogne var infanteri ofte svagt. Efter den Kolde Krig er Danmarks militære situation ændret fundamentalt - Danmarks gamle strategi-koncept har store begrænsninger.

For at imødekomme den nye udvikling, udviklede USA en global Strike-Force, som kører i hurtige pansrede, terrænduelige køretøjer med 8x8 gummihjul. De kan sendes jorden rundt i flyvemaskine. Samme køretøj er platform for mange roller, lige fra pansret mandskabsvogn til hurtig kampvogn. Det er fleksibelt – de kan indsætte soldater, men er stærkere end traditionelt infanteri, og med ny teknologi når 8x8 hjuls-køretøjer nu tæt på tunge bæltekøretøjer i kampstyrke og slagmarks-bevægelighed.


Basis for ny Strategisk styrke

Verdens nyeste og formentlig bedste 8x8 køretøj hedder Piranha 5. Dem har Danmark købt 309 enheder af i seks forskellige versioner: Pansret mandskabsvogn, kommandovogn, rekognosceringskøretøj, ingeniørkøretøj, ambulancekøretøj, mortérplatform. Det lignede en strategi – men gjorde Danmark blot et taktisk valg?

Snarere det sidste. Jeg var længe i tvivl om, hvorvidt Forsvaret i sin ”slørede” kommunikation dækkede over klare strategiske intentioner, men er nået til, at ”sløringen” simpelthen skyldes, at Forsvaret savner strategisk udblik. Forsvaret ville faktisk helst bare have købt sig en traditionel mandskabsvogn på bælter, der skulle ligne deres gamle M113 fra 1965. Ved et tilfælde var Piranha 5 billigst og operativt bedst på alle måder. Dens 8x8 hjul er mindre sårbare end bælter, og kører 15%-25% hurtigere end bæltekøretøjer i næsten al terræn. Piranha 5 er pansret med næsthøjeste standard, Stanag 4560 niveau 4, og kan monteres med stærkeste armering Stanag 5. Med moderne armering kan Piranha 5 stort set pansres lige så godt som en tung kampvogn – den kan bare nå hurtigere og længere.

Forsvarsforligspartierne har med Piranha 5-ordren i 2015 forhånds-forpligtet Staten på 4 milliarder kroner i udgifter for 2018-2023, som Staten tilsyneladende først budgetmæssigt kan indeholde med det kommende forsvarsforlig, som først nu skal indgås her i 2017. En stor del af Regeringens forsvars-udspil 2017 til forhøjelse af Forsvarets anskaffelser er således muligvis på forhånd disponeret med Piranha 5 samt køb af nyt artilleri, patruljekøretøjer og mortérsystem (se nedenfor). Piranha 5 ordren har et samlet beløb på 4,6 milliarder, men bliver ifølge forlydender 20% dyrere pgra. Schweizerfranc-kursen – lige en ekstra milliard kroner i udgift.

Valget af terrænduelige 8x8 gummihjul har Danmark i 2017 fulgt op med et passende køb af 15 enheder 155mm artilleri, CAESAR II på armeret 8x8 lastbil. Der er option på 6 ekstra enheder. CAESAR II klarer samme stigninger som M109 artilleriet på bælter, og i modsætning til gammeldags artilleri på bælter, så kører CARSAR II  90 km/timen på landevej, og kan cirka følge med Piranha 5 (105 km/timen). Den kan affyre en runde på 6 skud over 42 km, og være væk igen på kun 120 sekunder. Præcisionsammunition findes både mod kampvogne og andre mål. Enhederne er Stanag 2 eller 3 armerede, men er sårbare ved affyring, fordi de er eksternt betjente. Men på grund af rækkevidden kan CAESAR II placeres fleksibelt, flyttes hurtigt, og der findes næppe bedre. Til at sikre logistikken i felten har Danmark anskaffet 200 taktiske Scania lastbiler pansret på niveau Stanag 3. Danmarks køb i 2017 af 36 enheder Eagle V 4x4 patruljekøretøjer med MRAP panser og elektroniske våbenstationer passer også fint til en Strike-Force.

Har Danmark nu anskaffet en strategisk Strike-Force?

Nej, ved nærmere eftersyn mangler Forsvaret flere vigtige anskaffelser, for at have et solidt strategisk koncept.

Nødvendige Strategiske tillægs-anskaffelser

Regeringens overfladiske forsvarsudspil viser ikke overbevisende dansk strategisk udblik. Regeringen mangler henvisning til adskillige nødvendige anskaffelser, for at skabe et troværdigt sammenhængende strategisk koncept.

Afrika er allerede et indsatsområde. I Mali og Sahara er temperaturen udenfor 55 grader, og endnu højere i et køretøj. Derfor behøves Piranha 5 og køretøjer med klimaanlæg, ellers dør soldaterne. Dét er der intet om.

Det er okay, at Forsvaret nu vil opgradere og derved bevare kampkraften i eksisterende Leopard 2A5 kampvogne - de er da fine nok at have. Men Regeringen antyder i sit nye udspil, at den vil foretage en tåbelig overinvestering i køb af flere milliard-dyre nye kampvogne, som ikke er strategisk mobile. Milliarder til nye kampvogne skal spares. Danmark mangler strategi.

I stedet for at købe nye tunge kampvogne på bælter, skal Danmark anskaffe mobile 8x8 pansrede hjul-køretøjer med 120mm kampvogns-kanon, svarende til Leopard 2. Et sådant koncept har Italien indført med CENTAURO II. Med 120mm kampvogns-kanon og stærk motor, er et 8x8 hjulet køretøj med Stanag 5 panser simpelthen en kampvogn på gummihjul. Små variationer i pansring mellem 8x8 og en klassisk kampvogn er ubetydelig – dét køretøj, der rammer først, overlever. En 8x8 (Piranha 5 eller CENTAURO II) med en 120mm kanon er hurtigere end en kampvogn på landevej og skovvej, og næsten lige så mobil som en kampvogn ved forsvar af (lands) byer og i åbent terræn, undtagen ved dyb sne og mudder. Anvender køretøjet anden 120mm ammunition (feks. DM II), vil det samtidig være vital direkte ildstøtte til infanteri i bykamp, mod befæstede stillinger og til konvojbeskyttelse mod fodfolk i baghold, eller antitank-dysekanoner. Et kampklart 120mm ildstøtte og ”tank-killer” køretøj på 30 tons kan flyves 3.300 i ét stræk til en primitiv landingsbane med Airbus A400M, som kan tage 37 tons – dét er en Leopard 2 kampvogn på 63 tons for tung til. Selv med skib er der strategiske begrænsninger i krav til dybgang, havne mv. at transportere en hel gruppe tunge kampvogne på 63 tons.

På skib og i sig selv er 8x8 køretøjer langt mere strategisk/operativt mobile: Landsat fra skib i Dakar og til indsats i Mali har Franske VBCI 8x8 køretøjer kørt 2.500 km på få dage uden problemer.

Danmarks eksisterende infanterikampkøretøj CV9035 på bælter passer ikke godt til Piranha 5 i et Strike-Force koncept. Danmarks CV9035 kan parkeres (pre-positioneres) i en mølpose i Polen.

Danmark behøver Piranha 5 med kanontårn og 40mm maskinkanon i stedet for CV9035 (som har 35mm). Med 40mm kanontårn bliver Piranha 5 til et både strategisk og taktisk mobilt infanterikampkøretøj med maksimal kampkraft. Anti-tank missiler kan fås til Piranha 5 – her skal man sikre sig, at rækkevidden på missilerne er lang nok (over 3 km), for udviklingen på missil-området er kamp over så lange afstande, at egne styrker er i udkant af modstanderens ildkraft. Derfor skal Hærens kortrækkende infanteri dysekanoner også skrottes, så Danmark med Piranha 5 taktisk kan indsætte grupper med langtrækkende antitank-missiler med mere acceptable overlevelseschancer overfor en moderne kampvognsgruppe. Danmark har til Piranha 5 desværre i 2017 købt 15 styk mortér-systemet CARDOM 10, som er et forældet åbent-vogn-koncept, og derfor et forkert valg. CARDOM 10 er håndbetjent, og soldaterne er for dårligt beskyttet mod fly, fragmenter, granater eller snigskytter fra oven i by-kamp. Leverandøren-koncernen Elbit var først ved at få en artilleri som blev annulleret, og i stedet fik de ordren på det forældede mortér-system CARDOM 10, som altså bør stoppes. I stedet for forældede CARDOM 10, skal Forsvaret købe moderne kanontårnsmonteret granatkaster til Piranha 5, og få en elektronisk betjent maskingevær-station ovenpå.

Et generelt problem er forsvar mod droner. Jamming er ikke nok - løsninger til nedskydning af både store og bittesmå droner søges. Rekognoscerings-kapabiliteten bør opgraderes til det maksimale. Der findes teleskopmaster til rekognosceringskøretøjer, som optisk, infrarødt og på anden vis kan ”se” 10 km væk – den ekstra situations-oversigt er vital både for traditionel og utraditionel indsats. Der udvikles også på ”drone-køretøjer”, som kan medbringe og afsende mellemstore droner i stedet for forsvarets for små Puma-droner, dét skal der også reserveres penge til. Den langt-højt-flyvende drone Global Hawk bør overvejes til strategisk rekognoscering, både i Arktis og ved indsats ude.


A400M transportfly og Luftværn

Hurtig indsættelse flere tusinde kilometer væk er del af global Strike-Force konceptet. Danmark har 4 transportfly C-130J ”Super-Hercules”, som kan transportere 19 tons 5.000 km væk. De kan hver medbringe en tom Piranha 5, som i standardversionen vejer 17 tons – men ikke en fuld kampklar Piranha 5, som vejer mindst 30 tons. Danske C-130J kan heller ikke medbringe det nye CAESAR II artilleri-støtte, som vejer godt 30 tons. Danmarks Strike-Force bør kunne indsættes lang væk med artilleristøtte, og derfor skal Danmark købe ét Airbus A400M transportfly, som kan tage 37 tons. Dét vil betyde, at Danmark med kort varsel dagligt kan indsætte 4 styk Piranha 5 kampkøretøjer plus 1 styk CAESAR II artilleri-pjece på korte landingsbaner omkring 3.000 km væk. Indsættes 5 køretøjer hver dag, så kan Danmark i løbet af kort tid opbygge en kampklar bataljon ude i verden – og med et ekstra A400M kan logistikken holde.

Luftværn er et tema. Taktisk-mobilt luftværn er ofte svagt. Danmarks nye F-35 er mest et rekognosceringsfly med bomber, og Danmark har intet strategisk forsvar af Christiansborg, Kastrup og F-35 flybasen mod missil-angreb.

Intet Danmark kan købe, vil løse de baltiske landes problem, som er politisk. Intet, som kan købes, vil forhindre, at Taliban vinder politisk i Afghanistan. Et bedre forsvars-koncept behøves – men politikerne behøver frem for alt bedre at forstå militære midlers begrænsninger og behovet for samspil med økonomi, udviklingsindsats og diplomati for en samlet strategi.

Karsten Riise
Partner & Editor


CHANGE NEWS &
CHANGE MANAGEMENT